Ny HHX-klasse for unge med autisme er en succes

Erik Rosengaard Lund er en af de studerende i den nye klasse. Alle undervisningsmaterialerne ligger elektronisk, så de kan findes frem hjemmefra på de IPads, som alle de studerende får tildelt. (Foto: Nicole Leicht Oszadlik)

I august oprettede Handelsskolen i Vejle Danmarks første HHX-klasse udelukkende for unge med autisme. Indtil videre ses arbejdet med de nye elever som en succes af både de studerende og den pædagogisk faglige koordinator.

Af Nicole Leicht Oszadlik

I sommers oprettede Handelsskolen i Vejle en klasse for unge med den medfødte udviklingsforstyrrelse autisme. Klassen består af 12 elever, og når eleverne om tre år færdiggør uddannelsen, vil de have samme muligheder for videreuddannelse som de øvrige HHX-elever. Skolens pædagogisk faglige koordinator, Jacob Lund, ser positivt på projektet.

”Det er gået godt. Alle eleverne er her endnu. Vi ser ikke noget faretruende stort fravær, og lærerne er rigtig glade for at have klassen. De er forberedte, de laver det de skal, og selv hvis de af en eller anden grund er ufokuserede, laver de ikke larm eller ødelægger det for de andre,” siger han

Også eleverne har indtil videre haft gode oplevelser med den nye klasse. Erik Rosengaard Lund, som er en af de studerende i klassen, fortæller, at han i folkeskolen altid har følt sig lidt ved siden af i forhold til de andre elever, men nu føler han endelig, at der bliver taget hensyn til hans særlige behov.

Sammenhold giver tryghed
Det lille antal elever giver, ifølge Jacob Lund, mere tid til at hjælpe den enkelte studerende. Udover det, tager man meget hensyn til, at autisme resulterer i sociale vanskeligheder. Det betyder, at man i denne klasse arbejder mindre i gruppearbejde end i de øvrige HHX-klasser, og at de studerende har mulighed for at arbejde hjemmefra, hvis de har brug for det.

Erik Rosengaard Lund oplever at noget af det, der især gør en forskel er, at de alle har oplevet de vanskeligheder, autisme bringer med sig, på egen krop.

”Der er et fænomenalt sammenhold. I folkeskolen var man meget inddelt i sociale grupper, og det føler jeg slet ikke, vi er her. Vi er alle sammen en gruppe, og vi forstår hinanden. Vi ved at, hvis nogen trækker sig lidt tilbage, så er det fordi, de har brug for ro. Det, at vi kan tage hensyn til hinanden, er helt klart noget, der hjælper,” siger han.

Eleverne giver hinanden plads
Christian Quvang, forsker i specialpædagogik og inklusion, mener ligesom Erik Rosengaard Lund, at elevernes forståelse for hinanden og deres viden om diagnosen er noget af det, der har gjort den nye klasse til en succes.

”De unge får en oplevelse af, at de ikke er alene i verden, og at der er andre, der kæmper med de samme ting som dem. Eleverne har en viden om, hvilke hensyn man skal vise i forhold til autisme. De ved, hvordan man giver plads til hinanden,” siger han.

Cirka en procent af Danmarks befolkning har autisme. I øjeblikket er Handelsskolen i Vejle en ud af 11 ungdomsuddannelser i landet, der tilbyder undervisning i klasser kun bestående af elever med diagnosen. Både Jacob Lund og Christian Quvang håber at konceptet i fremtiden bliver mere udbredt.