Vejles turistchef tror ikke på filmturisme

Overalt i Vejle hænger filmplakater for Vejles første spillefilm. (Foto: Thomas Trondal)


Mens filmturismen vokser frem i andre dele af landet, mener turistchefen ikke, man bør lukrere på ny spillefilm fra Vejle.

Af Thomas Trondal
Langs de vejlensiske indfaldsveje møder man i disse uger Bjarne Henriksens skævt smilende ansigt, der troner øverst på plakaten for den nye film, Gælden. Sammen med prominente navne som Slavko Labovic og Kurt Ravn, tegner han rollelisten i Vejle-instruktøren Stefan Kjær Olsens debut-drama, der er optaget i hans fødeby.

Filmen, hvis forgænger, kortfilmen Blodbrødre, modtog publikumsprisen ved EKKO Shortlist Awards, kunne ligne en oplagt mulighed for at markedsføre byen. Især hvis man retter blikket fra filmlærredet til kommunalplanen, der opstiller store ambitioner for turismen i Vejle Kommune. Alligevel afviser chefen hos VisitVejle, Morten Damgaard, at der ligger et potentiale i netop filmturisme.

”Det har alligevel kun en kortsigtet interesse for publikummet. Jeg tror kun, der er et marked for kæmpefilm med større intellekt,” siger han og henviser til filmen The Danish Girl, der foregav at foregå i Vejle by men skød billederne af ”Vejle Fjord” i Norge.

Selvom turistbureauerne i både Aarhus og København lokker krimi-turisterne med ture, hvor man kan gå i karaktererne fra Dicte og Forbrydelsens fodspor, inspirerer det ikke Morten Damgaard til at gøre dem kunsten efter:

”Hvis turister alligevel er i byen, kan det godt være, de benytter det, men jeg tror ikke, det har nogen tiltrækningskraft i sig selv.”

Er produktet godt, kommer folk langvejs fra
Mette Elmgaard, der er ophavskvinde til håndbogen ’Film skal ses i virkeligheden – en håndbog om filmturisme’, beskriver filmturismen som voksende i Danmark. For med et udland, der allerede har vist vejen og den store anerkendelse, især danske tv-serier høster i udlandet, er vejen banet:

”Det er den identifikation og fascinationskraft, der knytter sig til karaktererne, folk køber. Og produktion skal selvfølgelig være god, for der er noget at sælge.”

Hun fremhæver dog, at det er svært at spå om, hvilken økonomisk værdi en succesfuld film- eller tv-produktion har for en by.

”Du kan ikke måle den konkrete effekt, når der ikke er en billetluge. Men værdien er der. Det har vi erfaring med fra bl.a. bogturisme,” siger Mette Elmgaard.

Farvel til filmpuljen
VisitVejle arbejder tæt sammen med Vejle Kommune om, hvordan man bedst varetager turismen i kommunen. Morten Damgaard fortæller, de for nyligt meldte sig ud af Den Vestjyske Filmpulje, der støtter film- og tv-projekter med udviklings- og produktionsstøtte.

”Vejle kom med i en Max Pinlig-film, men når de kun optager nogle enkelte scener, rykker det ikke noget,” siger Morten Damgaard, der føler, at kapløbet om filmturisterne allerede er tabt til de andre byer.

I stedet skal Vejle fortsætte sit fokus på at etablere en styrkeposition indenfor den jyske konference- og mødeturisme, lyder det fra turistchefen.

,