Bekymring omkring ny lægeklinik i Vejle

Lægerne Enghavecentret overtages d. 1. november af læge Peder Ahnfeldt-Mollerup, der i forvejen har en klinik i Vejle. Han har bedt Falck om at drive klinikken, og dette bekymrer to byrådsmedlemmer (foto: Jacob Kabel)

I Vejle Kommune frygter to medlemmer af Sundheds- og Forebyggelsesudvalget, at borgerne vil møde skiftende læger, når Falck den første november åbner en ny lægepraksis. De mener, at det kan skade kontinuiteten i borgenes lægebesøg, og det kan være et problem i forhold til at følge op på patienterne.

af Jacob Eggert Kabel

Læge Peder Ahnfeldt-Mollerup har vundet buddet om den snart tidligere klinik Lægerne Enghavecentret, men han har bedt Falck om at drive klinikken fremadrettet.

De to byrådspolitikere Lone Myrhøj (SF) og Gerda Hagemann Pedersen (DF), der desuden er hhv. medlem og formand for Sundheds- og Forebyggelsesudvalget i kommunen, frygter, at borgerne kommer til at møde skiftende læger, når Falck skal stå for driften.

”Min bekymring er, at der går noget faglighed tabt, hvis ikke det er den samme læge, borgerne møder hver gang,” siger Lone Myrhøj (SF). ”I forhold til kroniske- og psykiske lidelser er det vigtigt at have en viden om patienten.”

Et problem, der skal løses
Hos Falck Lægehuse vil man gøre hvad man kan for at skabe denne tryghed og kontinuitet.

”I den klinik vi driver i Esbjerg, har vi haft de samme læger på, siden den dag vi åbnede,” siger senior vice president Thomas Helt. ”Jeg har kun interesse i at skabe tryghed, for ellers er det en dårlig forretning for både Peder Ahnfeldt-Mollerup og mig.”

Han påpeger dog, at det korte varsel er en udfordring, da de først fik beskeden om deres involvering fredag den 29. september:

”Vi skal stille med en fuldt funktionsdygtig klinik den 1. november, så vi skal ud og rekruttere personale nu, og vi har da bestemt en intention om at skabe kontinuitet,” siger Thomas Helt.

Generel mangel på læger i Vejle
I store dele af Danmark er det svært at rekruttere nye læger, men Thomas Helt er fortrøstningsfuld i forhold til at finde den læge, der skal tilse de cirka 1600 borgere i klinikken.

”Vi har specialiseret os i det her, og derfor kan vi det. Vi har gjort det 14 gange før. Vi klarer det også den 15. gang,” siger Thomas Helt med henvisning til de 14 andre klinikker, Falck i forvejen driver.

Manglen på læger skyldes ifølge Gerda Hagemann Pedersen, at der har været strid om de praktiserende lægers overenskomst.

”Jeg kan godt forstå, at man ikke vil købe en praksis, når man ikke ved, hvilke vilkår man skal arbejde under. Hvis det falder på plads med overenskomsten, så håber jeg, at lægemanglen er et forbigående problem,” siger hun.

Overenskomsten forventes stemt igennem den 18. oktober og vil så træde i kraft per første januar.

Lone Myrhøj uddyber sin bekymring om den lægeklinik, der fra d. 1. november skal drives af Falck (video: Jacob Kabel)